Er børn virkelig så uopdragne?
Artikel skrevet af PhD Anja Marschall, læs mere om Anja på anjamarschall.dk
Sommeren går på hæld og de fleste af os har måske skortet lidt på krav og grænser for vores børn. Forårets opdragelsesdebat har sat danske forældres opdragelse til offentligt skue. Men står det virkelig så skidt til?
Det har jeg gennem foråret skrevet en del om i dagspressen sammen med mine gode kolleger Sine Grumløse og Pernille Juhl (se links i bunden) – dette indlæg er en opfølgning på disse.
Opdragelsesdebatten er opstået i kølvandet på megen uro og larm i landets folkeskoler og daginstitutioner. Den slår tonen an som om, at børn er blevet mere uopdragne og konkluderer at forældrene ikke formår at opdrage dem godt nok.
Men lad os lige se nærmere på dette. For måske er det ikke børnene, men snarere samfundet og vores forventninger til børn og forældre, der er det egentlige problem.
For at forstå interessen for almindelige familiers opdragelse af børn, kan vi med fordel kan kaste et blik på tilrettelæggelsen af børns daginstitutionsliv. Det er ikke engang 15 år siden, at organiseringer af børns daginstitutionsliv tog en ny retning - vuggestuens og børnehavens daglige praksis ændrede form med blandt andet læreplaner, krav om dokumentation og ny evalueringsformer. Dette skete blandt andet i lyset af middelmådige PISA-resultaterne i landets skoler. Ingen måtte bagud fra start – systematisk læring skulle sættes ind langt tidligere.
Ud fra et rationale om at løfte alle børn ændredes således daginstitutionens- (og skolens) hverdag og i det tilrettelæggelsesarbejde tildeles forældrene også ny roller og ansvarsområder, som understøtter dette skærpede fokus.
Forskning i dag viser da også, at forældre gør sig umage for at leve op til mange og modsatrettede råd om, hvordan børn bør opdrages, og mange gør mange en dyd ud af at leve op til skoler og daginstitutioners forskellige krav om deltagelse og engagement til trods for en travl hverdag. Forældre vil gerne hjælpe pædagoger og lærere, som virkelig forsøger at skabe gode betingelser for alle børn, trods konstante krav om effektivisering og dokumentation. Men samtidig rammes forældre også af et behov for til at skærme børnene, så de bliver passet på og beskyttet fra de massive krav, som stilles fra mange forskellige fronter – både fagligt og socialt. Ind imellem kan forældre også godt blive temmelig usikre på, hvordan de overhovedet mestrer denne modsatrettede opgave. Hvis man skærmer for meget, er man en overbeskyttende curlingforældre og ens børn bliver egoistiske og ude af stand til at tage hensyn, følge regler og vente på tur. Ja, de bliver uopdragne. Hvis man derimod skubber for meget, stiller for store krav og har for mange forventninger, risikerer man, at børnene bliver stressede og overbelastede.
Jeg ser i min forskning, at forældre helt grundlæggende er bekymrede for deres børn. Helt almindelige forældre med helt almindelige børn er bekymrede for, om deres børn kan klare det. De er bekymrede for om børnene har venner, om de er godt med motorisk. Det er bekymrede for, om deres børn mon bliver skoleparate – og de gør sig mange overvejelser over, hvad skoleparathed mon er. De er bekymrede for, om deres børn bliver hægtet af fagligt og socialt – allerede i børnehaven. Generelt kan vi også se, at normen for det at være et almindeligt barn er snævret ind. Børn falder nemmere uden for af alskens årsager. Det er samtidig i dag nemt at fange ‘afvigerne’ gennem de screeninger og tests, der bliver foretaget gennem barndommen, som skal sikre, at børnene ikke kommer bagud fra start. Det er naturligvis godt at fange, hvor noget alvorligt er galt, men ikke alle afvigelser kræver umiddelbare indsatser, men som er den del af en udviklingsmæssig proces. Trods for dette, skaber afvigelser bekymring – særligt hos forældre. Om mange kigger indad, om der mon var noget, de skulle have gjort anderledes.
Et sådan pres skaber nogle særlige betingelser for forældreskab og særlige betingelser for opdragelse. Vi kommer nemt til revse forældrene og se dem som årsagen til både børnenes problemer med at indgå i daginstitutioner og skoler. Men vi er også nødt til at se på de rammer, som børnene skal socialiseres til at deltage i.
Trods det massive fokus på forældres opdragelsesformer som bliver slået an i opdragelsesdebatten, rammes man dog af, hvor få opråb der er over, at børns hverdagsliv har ændret sig så markant. Børnenes vanskeligheder med at indgå i skoler og børnehaver bliver således noget, der skal løses bag hjemmets fire vægge – forældre lukker døren og kigger indad. Det bliver et individuelt problem, der handler om mit barn, der er uopdragent og vores forældreskab, der ikke formår at sætte gode nok grænser og krav. Det bliver aldrig til et samfundsmæssigt og strukturelt anliggende, der handler om, hvilke rammer vi sætter for børns hverdagsliv med stadig stigende krav og alt for få voksne til alt for mange børn.
At lade debatten strande ved opdragelse er vist den nemme løsning, for det handler om noget langt mere grundlæggende, nemlig: Hvilken slags barndom vi ønsker for vores børn. Lad os dér i stedet for.
https://www.b.dk/kronikker/det-er-ikke-boernene-der-skal-opdrages-det-er-samfundet
https://www.fyens.dk/debatfaa/Debat-Opdragelsesdebatten/artikel/322837
